|
Hvordan skal dine teaktræsmøbler se ud? Ønsker du, at teaktræet skal patinere til en sølvgrå farve, så skal du ikke gøre noget. Sol og regn vil efterhånden give dine teaktræsmøbler den ønskede sølvgrå overflade helt af sig selv. Teaktræ kan sagtens tåle at stå ubehandlet i mange år. Træets naturlige olie gør, at det ikke bliver nedbrudt. På grund af forurening fra luften råder vi dig til at rengøre træet med teaktræsrens. Brug en almindelig børste eller grydesvamp - brug ikke en stålbørste, da stålbørsten efterlader stålrester i træet, som så vil ruste.
Ønsker du at beholde eller genskabe den gyldne, varme glød, så skal du behandle træet med teaktræsolie.
Husk en grundig rensning inden oliering Den grundige rensning med teaktræsrens inden oliering er vigtig. Hvis træet rejser sig en lille smule efter rensning, så kan du slibe det let med et stykke fint sandpapir.
Rensningen foregår nemmest ved, at du afvasker træet i længderetningen med en skurebørste, fibersvamp eller lignende alt efter træets tilstand. Det er vigtigt, at du får renset træet grundigt. Gør træet fugtigt i god tid for efter, at træet har været fugtigt i længere tid, er overfladen mere blød og derved nemmere at rengøre.
I særligt grove tilfælde kan det være nødvendigt at slibe efter med sandpapir, når møblet er tørt. Når møblet er gjort rent, skyller du det med rent vand. Når træet er helt tørt igen, så kan du efterbehandle det med teaktræsolie.
Husk at spænde efter For alle træmøbler gælder, at de med jævne mellemrum skal efterspændes. Vær opmærksom på, at garantien ikke dækker manglende vedligeholdelse og efterbehandling.
|
|
Vinteropbevaring Du må aldrig opbevare dine træhavemøbler i et tørt og varmt lokale. Derimod er det perfekte opbevaringssted en garage eller carport, hvor møblerne kan stå i tørvejr og alligevel få lidt ventilation.
Sørg for, at dine træhavemøbler er helt tørre, før du evt. dækker dem over, da de ellers vil rådne og få svampeskader.
Vindridsning og skævhed Træ er et naturprodukt, der til stadighed arbejder. Også efter bearbejdning. Det betyder, at møblerne reagerer på forskellige vejrforhold, hvor der kan opstå revner - også kaldet vindridser - og skævheder, som kommer, da der altid er spændinger i naturmaterialer som træ.
Mug og svampeangreb Selvom du behandler dine teaktræsmøbler jævnligt med olie, så kan der opstå mug og svampeangreb. Dette udarter sig oftest ved, at visse dele af møblet bliver mørkt og i nogle tilfælde næsten sort.
Her nogle gode råd imod mug og svamp.
- Afvask møblet grundigt med trærens, følg anvisningen på emballagen. Hjælper det ikke første gang, så gentag proceduren.
- Er møblet stadig mørkt efter, at du har forsøgt dig med ovenstående, så prøv med en stærk flydende kloropløsning. Afvask de angrebne steder med kloropløsningen og skyl grundigt efter med vand. Husk at bruge handsker!
- Virker klorbehandlingen ikke efter hensigten, er der kun sandpapir og knofedt tilbage. De angrebne steder pudses, indtil du når ned til friskt træ.
Efter behandling imod mug og svamp er det altid en god idé at efterbehandle møblerne med olie.
Meldug Er en uskadelig svampeart, der viser sig i form af tørt hvidt støv på visse dele af møblet. Oftest på de tykkeste dele. Melduggen kan du let tørre af med en klud eller børste. Efterbehandling er normalt ikke nødvendig, men en gang olie skader ikke.
|